Photo Diary from Berlin

Om at rejse solo

Det er relativt ofte, at folk spørger mig, hvordan jeg har det med at rejse så meget alene; om ikke det er ensomt; om ikke jeg i visse situationer føler mig utryg eller ekstra udsat som kvinde ude i den store, “farlige” verden.

Tanken om at rejse alene virker utroligt skræmmende på (desværre) rigtig mange, og havde jeg lyttet til de mange bekymringer og skræk-historier fra folk, der har læst lidt for mange krimier, havde jeg nok heller ikke selv rejst så meget som jeg gør, og mit levebrød havde nok ikke været rejsejournalistikken.

Det er fantastisk at rejse sammen. Udfordringen ligger i at finde en rejsepartner, hvis ens nærmeste ikke lige deler ens entusiasme for at rejse til det ene eller andet sted, og måske heller ikke har midlerne.
Jeg forestiller mig at netop denne hurdle bremser rigtig mange (kvinder især) i at drage ud i verden på egen hånd.

Og det er en skam.

Jeg er nemlig ikke i tvivl om at mange ville finde det befriende at rejse solo, hvis de sprang ud i det.
Det har givet mig nogle helt – føler jeg – uundværlige styrker, og et generelt større overskud i situationer hvor alt ikke lige går efter planen.

Desuden er det utroligt sjældent, at jeg føler mig ensom. Mest fordi jeg har det rigtig fint i mit eget selskab; men også fordi man automatisk møder nye, spændende mennesker når man rejser alene.

Når det så er sagt, er jeg ikke bleg for at indrømme, at det selvfølgelig kan være grænseoverskridende at boarde et fly til Nepal helt alene, på vej til en helt fremmed kultur uden en at holde i hånden, hvis noget skulle gå galt, eller hvis man ligger med 39 i feber på sit hotelværelse, og godt kunne bruge en omsorgsfuld kæreste eller veninde ved ens side (jep, jeg har været der).

Men ligeså grænseoverskridende som det er, mindst ligeså livsbekræftende og befriende er det også.

Hvis man tager en række forholdsregler og generelt tænker sig om og handler ud fra ens sunde fornuft, er verden slet ikke spor farlig. Og bliver man ensom er den heldigvis også fuld af fantastiske mennesker – Faktisk har jeg mødt nogle af mine aller bedste venner på rejser, og dem havde jeg formegentlig ikke mødt, hvis jeg havde rejst med andre.

Så! Get out there – alene.

dsc08608-1

3 comments

  • […] nyligt skrev jeg et indlæg om dét at rejse solo. Jeg møder nemlig mange, der egentlig gerne vil rejse ud i verden på egen hånd, men af en eller […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Monica. Du beskriver lige præcist noget som jeg har tænkt over utallige gange, ja jeg har faktisk overvejet det i mange år (pinligt), men ikke gjort noget ved det. Jeg må indrømme at mediernes billede af hvordan det som kvinde kan være at rejse i visse regioner af verden, skræmmer mig. Og så alene!!? Det må da være endnu værre. Men nu hvor jeg har læst dit indlæg, har jeg fået blod på tanden. Man kan vel starte i det små 🙂 Barcelona, Dublin osv. Og går det godt, hvorfor så ikke bevæge sig længere ud i verden? Jeg kan faktisk godt følge din tankegang med at det kunne være rart at der “var nogen”, men på den anden side ville man måske ikke møde så mange nye mennesker hvis man havde en rejsepartner. I’m up for it! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • monicagruesteffensen

      Hej Dorthe! Jeg er glad for, at mit indlæg har givet dig blod på tanden efter at rejse solo 🙂 Jeg tror helt sikkert, at en forlænget weekend i en europæisk storby ville være en god start! Forkæl dig selv, gå på café, kig på mennesker, gå på opdagelse. Nyd dit eget selskab og gør præcis, hvad du har lyst til (det er så skønt ikke at være nødt til at gå på kompromis, når rejsepartneren vil på det kedelige museum) 😉 Jeg tror hurtigt, du får smag for det 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Photo Diary from Berlin