5 Common Fears That Stop You From Traveling Solo

Confessions of an Introverted Traveler (Part 1)

monica-mallorca

(Photo by my lovely lil’ sis from when we were on Mallorca this summer!)

(Scroll ned for dansk) I’m an introvert, and, at times, extremely socially -awkward and/or -anxious. When I was in high school I would sometimes return home after a party and cry my heart out because I felt “wrong”. I was exhausted from attempting that – seemingly effortless – social interaction that my fellow class mates mastered. I still struggle, but I’ve learned to tell myself that it’s OK to skip a party, and that it’s OK to have a tiny panic attack when talking to strangers on the phone or ordering a latte in a hip coffeeshop.

Never the less, I’m no less brave and adventurous just because I’m introverted. I played the drums in a band for many years. I lived in London as an au-pair for six months when I was only 15 years old. Two out of three times I travel solo as opposed to going on trips with friends, family, etc. I go to restaurants and coffeeshops on my own. I talk to strangers whenever I find the courage to do so, or whenever I have to (for an article or something). I went to Nepal alone for over a month when I was 20 years old. I started my freelance business as a 22-year-old. I still rock although I’m not an outgoing, cool, popular kid. On the contrary (and without bragging) I’d say I’ve been a lot more courageous in my life so far than most extroverted people I know.

Of course, not all introverts will enjoy traveling solo, but I think most people, introvert or not, oughta consider going on at least one solo trip. It’s the perfect opportunity to challenge one’s tolerance for the unfamiliar, and chances are you’ll improve your relationship with yourself (this might sound weird, but you’ll see!) Just go, go, go. I recently wrote a post about the 5 common fears that stop people from traveling solo – with advice to overcome them. I hope this helps you!


Jeg er introvert og (til tider) socialt akavet. Da jeg gik i gymnasiet kom jeg nogle gange grædende hjem fra fester, fordi jeg følte, jeg var “forkert”. Jeg brugte enormt meget energi på at forsøge at socialisere så ubesværet som mine klassekammerater. Jeg kæmper stadig, men jeg har lært at fortælle mig selv, at det er OK at springe en fest over, og at det er OK at få et lille angst-anfald når jeg taler med fremmede over telefonen eller bestiller en latte i en hip kaffebar. 

Jeg er ikke mindre modig og eventyrlysten bare fordi jeg er introvert. Jeg spillede trommer i et band i mange år. Jeg boede i London som au-pair i seks måneder da jeg var blot 15 år gammel. To ud af tre gange rejser jeg solo og ikke med venner/familie. Jeg går på restaurant og café alene. Jeg taler med fremmende, når jeg finder modet til det, eller når jeg er nød til det (pga. mit journalistiske arbejde). Jeg rejste alene til Nepal i over en måned som 20-årig. Jeg startede min freelance-“karriere” som 22-årig. Faktisk (og uden at prale, virkelig) har jeg været langt mere modig i mit liv end de fleste ekstroverte personer, jeg kender.

Selvfølgelig er det ikke alle introverte, der vil være lige så vilde med at rejse solo som jeg, men jeg synes, introvert eller ej, at alle bør overveje at rejse ud alene mindst én gang i deres liv. Det er den perfekte mulighed for at udfordre ens tolerance overfor det fremmede, og man vil højst sandsynligt forbedre ens forhold til sig selv (omend det lyder lidt mærkeligt – men se selv!) Bare kom afsted. Jeg skrev for nyligt dette indlæg med 5 ting, der stopper folk fra at rejse ud alene – med råd til at overvinde dem. 

No comments yet

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 Common Fears That Stop You From Traveling Solo